Helle Thorning står frem med hidtil skjult historie

Den tidligere formand for Socialdemokratiet og statsminister Helle Thorning-Schmidt er hovedperson i en ny dokumentar.

Det skriver streamingtjenesten Viaplay, hvor dokumentaren får premiere senere i 2023, i en pressemeddelelse.

Dokumentaren har titlen “Statsministeren Helle Thorning-Schmidt”. I den ser den 56-årige tidligere toppolitiker både tilbage på livet i politik og på perioden, efter at hun forlod politik.

Den nye dokumentar fortæller den hidtil ufortalte historie om landets første kvindelige statsminister, og hvor hun er i dag, fremgår det af pressemeddelelsen.

Samtidig giver dokumentaren også et tilbageblik på nogle af Helle Thorning-Schmidts både politiske og personlige kampe. Blandt andet mod øgenavnet “Gucci-Helle”, viser en trailer fra dokumentaren.

Øgenavnet fik hun første gang af partifællen Freddy Bak i 1999, mens at danske medier hyppigt gjorde brug af det, især da Helle Thorning-Schmidt besad statsministerposten fra 2011 til 2015.

Siden sin afsked med dansk politik har Helle Thorning-Schmidt blandt andet været direktør for Save The Children International gennem tre år. I dag arbejder Helle Thorning-Schmidt dels for Facebook og dels som formand for et FN-panel, der bekæmper skattely og skatteunddragelse.

Dokumentaren får premiere senere i 2023 på streamingtjenesten Viaplay.

/ritzau/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *