Stadig flere danskere smittes i disse dage med influenza.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i sin ugentlige influenza-opdatering.
Fra nytår var det ugentlige antal ellers på vej ned.
Men de seneste to uger er der tegn på, at antallet af bekræftede tilfælde stiger.
– Influenza er på nuværende tidspunkt den hyppigst påviste virus, men der påvises også en del adenovirus og covid-19, skriver SSI.
Adenovirus er et meget smitsomt forkølelsesvirus.
Sæsoninfluenzaen vender tilbage hver vinter, men man bliver ikke nødvendigvis syg hvert år.
Ifølge SSI viser undersøgelser, at voksne over 30 år typisk kun rammes af sengekrævende influenzasygdom cirka hvert femte år.
Børn, som rammes oftere, er i høj grad dem, der holder smitten i gang.
/ritzau/