Tyskland sender 178 Leopard 1-kampvogne til Ukraine

Den tyske regerings sikkerhedsråd har tirsdag besluttet at levere 178 Leopard 1-kampvogne til Ukraine.

Det skriver det tyske magasin Spiegel.

Samtidig skriver det tyske nyhedsbureau dpa, at Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, bekræfter, at Tyskland vil sende “flere end 100” Leopard 1-kampvogne til Ukraine.

Det oplyser ministeren under et besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Som det efterhånden er kutyme ved udenlandske ministres og regeringslederes besøg i Ukraine var Pistorius’ besøg ikke varslet på forhånd.

Ukraine har gentagne gange efterspurgt militært udstyr fra sine allierede i kølvandet på Ruslands invasion af landet for et år siden.

Tyskland er i den forbindelse blevet kritiseret af flere lande for at tøve med sin militære støtte til Ukraine.

Dog meddelte Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, i januar, at Tyskland vil sende avancerede Leopard 2-kampvogne til det krigshærgede land.

Samtidig gav kansleren grønt lys for, at andre lande kan sende samme type kampvogne til Ukraine.

Det er Tyskland, der producerer Leopard-kampvogne. Kampvognene er solgt og eksporteret til adskillige lande.

Som en del af handelsaftalerne fremgår det, at kampvognene ikke må eksporteres til andre lande uden Tysklands godkendelse.

Efter at Tyskland har givet grønt lys, har blandt andet Polen, Norge, Finland, Canada og Spanien meddelt, at de vil sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine.

USA vil levere 31 Abrams-kampvogne til Ukraine, og Storbritannien er klar til at sende 14 kampvogne af typen Challenger 2.

I første omgang planlægger Tyskland at sende 14 Leopard 2-kampvogne afsted foruden de 178 Leopard 1-kampvogne.

Leopard 1 er en ældre model.

Også Danmark ventes at donere lignende kampvogne til Ukraine. Men indtil videre er det ikke bekræftet af den danske regering.

/ritzau/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *