Tre mistænkt for at stå bag frihedsberøvelse og trusler med machete

Natten mellem 3. januar og 4. januar er to mænd på 19 og 21 år og en 17-årig dreng mistænkt for at have overfaldet en 27-årig mand og frihedsberøvet ham.

Det skriver Aarhus Stiftstidende, som er til stede, da de to mænd og drengen bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag formiddag.

De tre er sigtede for grov vold, frihedsberøvelse og afpresning. De nægter sig skyldige.

Sigtelsen handler blandt andet om, at den 27-årige blev truet på livet, fik snitsår fra en machete og skruetrækker samt blev slået og sparket.

Ifølge politiet var han frihedsberøvet fra omkring klokken 22 den 3. januar og tre timer frem. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Den 27-årige blev ifølge politiet overfaldet af de tre. Herefter fulgte de efter ham til Hinnerup, hvor han blev overfaldet igen.

Ifølge sigtelsen blev den forurettede tvunget ind i en bil, og han blev blandt andet kørt til en adresse i Brabrand ved Aarhus. Her blev han truet til at betale penge.

Aarhus Stiftstidende skriver, at det fremgår af sigtelsen, at den 27-årige blev ført ned i en kælder.

Her blev han ifølge sigtelsen afklædt, truet med en machete og fik både snitsår og brændemærker fra cigaretter.

De tre mistænkte skal have begået handlingerne i forening.

Anklagemyndigheden anmodede om, at dørene blev lukket ved grundlovsforhøret. Den anmodning valgte retten at efterkomme ifølge Aarhus Stiftstidende.

Det betyder, at det ikke er muligt for offentligheden at få indblik i, hvad de tre mistænkte forklarer, eller hvilke beviser politiet har imod dem.

Ifølge Aarhus Stiftstidende kom det frem, at anklagemyndigheden mener, at sagen omhandler flere end de anholdte.

/ritzau/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *