Jordskælvet, der rystede Tyrkiet natten til mandag, er den største naturkatastrofe, der har ramt landet siden 1939.
Det konstaterer landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
For 84 år siden kostede et jordskælv ved den tyrkiske by Erzincan cirka 32.700 mennesker livet.
Foreløbig er der konstateret 912 dødsfald i Tyrkiet i forbindelse med det seneste jordskælv. Flere end 5000 er kommet til skade.
Derudover er 2818 bygninger styrtet sammen, fortæller Erdogan.
– Ifølge de seneste data var jordskælvets styrke på 7,7. Det er den største naturkatastrofe i Tyrkiet siden 1939, siger Erdogan.
Skælvet har kostet menneskeliv i både Tyrkiet og nabolandet Syrien. Mandag formiddag er der foreløbig bekræftet 1379 dødsfald i de to lande.
/ritzau/Reuters