Clara Tauson har stadig et stykke vej, før hun er tilbage i verdenseliten.
Mandag formiddag tabte Tauson 4-6, 2-6 til spanieren Rebeka Masarova i en kvalifikationskamp, der gjaldt en billet til WTA-turneringen i østrigske Linz.
Tauson, der er gledet ned som nummer 138 i verden, var bedst med i første sæt, hvor duellanterne fulgtes ad frem til stillingen 2-2.
Derfra blev Tauson brudt, så danskeren kom bagud 2-4. Hun missede en enkelt mulighed for at bryde tilbage med det samme, og lidt senere vandt spanieren første sæt.
I andet sæt kom Masarova, der er nummer 100 i verden, flyvende fra start og foran 2-0 efter endnu et brud.
Tauson kæmpede sig tilbage på 2-2, inden det gik helt skævt til slut, hvor spanieren vandt fire partier i træk og dermed kampen.
I det sidste parti kom Tauson på 40-0 i spanierens serv. Men Masarova afværgede samtlige tre breakbolde og vandt kampen på sin første matchbold.
Tauson har haft en hård start på 2023, hvor en fodskade forhindrede hende i at tage til de første turneringer i Australien.
Søndag besejrede Danmarks bedst rangerede tennisspiller på kvindesiden verdens nummer 1159, Alina Michalitsch. Det var i den første kamp i kvalifikationen i Linz.
I sidste uge fik danskeren sæsondebut i kvalifikationen til en WTA-turnering i Lyon, men her løb hun ind i et nederlag til Olga Danilovic.
Tauson havde et generelt skuffende 2022, hvor en rygskade spolerede meget af sæsonen.
/ritzau/