Ny sanktionspakke fra EU vil ramme russisk droneproduktion

En tiende EU-pakke med sanktioner mod Rusland er på vej og forventes at være klar inden 24. februar – årsdagen for den russiske invasion af Ukraine.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde efter EU-Ukraine-topmødet i Kyiv fredag.

– Der vil endnu en gang være tale om en massiv pakke. Den vil fokusere på teknologi, der skal gøres utilgængelig for den russiske krigsmaskine.

– Vi ser nærmere på komponenter, der bruges i droner, for at sikre, at Rusland ikke har nogen adgang til dem, siger Ursula von der Leyen.

Kommissionen vil også holde skarpt øje med produktionen af droner i Iran, siger hun videre.

Landet har tidligere leveret droner til det russiske militær.

For at modvirke dette blev der med den foregående sanktionspakke – den niende – indført et eksportforbud for produkter til fly- og rumfartsindustri.

Det betyder, at lande, der forsyner russerne med teknologi til blandt andet droner, vil blive ramt af sanktioner.

Hvilke yderligere værktøjer, der skal tages i brug i den tiende pakke for helt at afskære Ruslands adgang til dronekomponenter, kommer Ursula von der Leyen ikke nærmere ind på.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der også deltager til pressemødet i Kyiv, nævner flere ønsker til nye sanktioner.

– Vi har talt om det russiske missilprogram og en udvidelse af sanktioner af energisektoren, så de også omfatter atomkraft, siger præsidenten.

– Det er også vigtigt, at vi undgår at reducere sanktioner mod individer, som nogle EU-lande har åbnet for, siger han videre.

Russiske missiler har ikke blot været et samtalepunkt under topmødet.

De blev også højaktuelle, da der fredag formiddag lød luftalarmer i Kyiv. De advarede om et muligt missilangreb på den ukrainske hovedstad, og Ursula von der Leyen måtte gå i et beskyttelsesrum.

– Det viser den krigsvirkelighed, I lever med hver dag, lød det fra hende senere, henvendt til det ukrainske folk, der i snart et år har kæmpet mod de russiske invasionsstyrker.

/ritzau/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *