Markant flere henrettes under kong Salman i Saudi-Arabien

Der er blevet skruet gevaldigt op for henrettelserne i Saudi-Arabien, siden oliestatens nuværende leder, kong Salman, og hans magtfulde søn, kronprins Mohammed bin Salman, kom til magten i 2015.

Antallet af henrettelser er steget fra i gennemsnit 71 om året i perioden 2010 til 2014 til i snit 130 hvert år siden 2015.

Det oplyser flere organisationer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mere end 1000 personer er blevet idømt dødsstraf og er blevet henrettet under det nuværende lederskab.

Opgørelsen er lavet af organisationerne Reprieve og European Saudi Organisation for Human Rights.

Saudi-Arabien har de senere år bevæget sig med små skridt i en mere moderne og vestlig retning og har vedtaget flere sociale reformer.

Men dødsstraf består altså som en hyppigt anvendt sanktion.

Det er, til trods for at bin Salman i et interview med det amerikanske magasin The Atlantic sidste år i marts påstod, at Saudi-Arabien er gået væk fra at henrette dets borgere.

Dog ville landet fortsat ty til dødsstraf i sager om drab, og når nogen “truer mange menneskers liv”, lød det fra kronprinsen.

/ritzau/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *