Det trækker op til hurtig afgørelse i en straffesag mod en tidligere ansat i Politiets Efterretningstjeneste. Han sigtes for at have lækket hemmelige oplysninger.
Københavns Byret vil behandle sagen på et retsmøde i næste uge, fremgår det af en retsliste.
Mandens forsvarer er advokat Jakob Lund Poulsen.
– Der er et retsmøde 9. februar, hvor man vil se, om sagen kan afgøres som en tilståelsessag. Men om betingelserne for at fremme sagen er til stede, er op til rettens afgørelse, siger han til Ritzau.
Den sigtede 62-årige mand har tidligere været ansat i PET. Han blev anholdt og sigtet 8. december 2021. Samtidig anholdt andre betjente blandt andre den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
Byretten har for nylig bestemt, at sagen mod den 62-årige skal behandles bag lukkede døre. Det betyder, at offentligheden hverken kan få kendskab til beskyldningen imod ham eller til hans forklaring.
DR har tidligere oplyst, at manden sigtes for til journalister at have lækket oplysninger om sagen vedrørende Ahmed Samsam, der skal have arbejdet for de to efterretningstjenester i Syrien.
Først var Ahmed Samsam engageret af PET og dernæst af Forsvarets Efterretningstjeneste, der ønskede oplysninger om danske jihadister. Det har Berlingske og DR oplyst.
Samsam endte med i Spanien at blive idømt fængsel i otte år for at have været aktiv i Islamisk Stat.
Men de to efterretningstjenester har nægtet at kommentere, om Samsam var udsendt af dem til Syrien.
I sagen mod den tidligere medarbejder i PET rejste politiet oprindeligt sigtelse efter paragraf 109 i straffeloven. Det er en alvorlig og sjældent brugt bestemmelse, som retter sig mod den, der røber oplysninger om statens sikkerhed og forhold til fremmede magter.
Men muligvis lander sagen på en mindre alvorlig paragraf om brud på tavshedspligten. Det er anklagemyndigheden tilsyneladende indstillet på, har advokat Jakob Lund Poulsen tidligere udtalt til DR:
– Østjyllands Politi har bekræftet over for os, at man ikke vil udtale sig imod en mulig betinget dom, hvis sagen fremmes som en tilståelsessag for brud på tavshedspligten efter paragraf 152, har han sagt.
/ritzau/