USA’s tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton siger til svensk tv, at Tyrkiet bør smides ud af Nato.
Han henviser blandt andet til blokeringen af Sveriges og Finlands ønske om at være med i forsvarsalliancen.
Bolton beskylder den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at være i gang med afpresning over for de to nordiske lande, siger han.
I USA vokser kritikken af, at Nato-landet Tyrkiet blokerer for Sverige og Finland. Det gælder både blandt demokratiske og republikanske politikere.
En af dem er Bolton, der var sikkerhedsrådgiver under præsident Donald Trump og FN-ambassadør under præsident George W. Bush.
Over for SVT peger han på Tyrkiets køb af det avancerede russiske luftværnssystem S-400 i 2017 som en af grundene til, at Tyrkiet bør udelukkes af Nato.
– Købet af luftværnssystemet S-400 er i realiteten en udtræden af Nato. Det kan samordnes med alle russiske luftværnssystemer, men overhovedet ikke med Natos system, siger han.
Og den næste gode grund er Tyrkiets behandling af Sverige og Finland.
– Det er bizart. Jeg håber bare, at folk i begge lande ikke mister tålmodigheden.
– Der her er en slags afpresning. Erdogan opfører sig på samme måde over for sit eget folk, så det er næppe overraskende, at han opfører sig sådan mod andre, siger Bolton.
/ritzau/