Det er fortsat Finlands ønske at følges med Sverige ind i Nato, siger den finske udenrigsminister, Pekka Haavisto, mandag.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, lod ellers i en tale i weekenden forstå, at han kun er villig til at godkende Finland som nyt medlem af Nato.
– Jeg understreger, at vores stærke ønske i Finland og Sverige har været og fortsat er at gå fremad sammen med Sverige i vores Nato-proces, siger Haavisto på et pressemøde i det finske udenrigsministerium.
– Sverige er Finlands nærmeste partner inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken. Finlands linje har ikke ændret sig. Nato og Natos medlemslande har også betonet, hvor vigtigt det er, siger han.
Erdogan har beskyldt Sverige for at give beskyttelse til mange kurdiske “terrorister”. Derfor vil han ikke godkende, at Sverige optages i EU.
Senest har Erdogan brugt Rasmus Paludans afbrænding af koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm i forrige uge som endnu en grund til at afvise Sverige i Nato.
Finland og Sverige søgte sidste år efter den russiske invasion i Ukraine at blive optaget i Nato.
/ritzau/